Det unikke ved brugeradresser, som i dag leveres af IP-teknologi, er vigtig for både det globale internetrum og lokale netværk.
Hver IP-adresse har to dele: et netværksnummer og et værtsnummer. For at få adgang til det globale internet er en intern IP-adresse ikke nok: dette kræver en ekstern IP fra udbyderen.
Forskellige regioner har deres egne internetregistratorer (RIR'er). For eksempel er det i Afrika AfriNIC, og for Nordamerika er det ARIN. Regionale RIR'er modtager store adresseblokke fra IANA og distribuerer dem til udbydere, som igen udsteder unikke IP-adresser til tilsluttede brugere.
Det er vigtigt at forstå, at en IP-adresse ikke er tildelt til en enkelt enhed eller router/router, men til en generel netværksforbindelse. Så hver routerport kan have sin egen IP, og der kan også være flere af dem i slutnoden: efter antallet af netværksforbindelser. Derudover kan IP-nummeret i isolerede netværk tildeles vilkårligt af administratoren - fra den medfølgende database med RIR-numre.
Historik om oprettelsen af TCP/IP-protokollen
Udviklingen og forbedringen af IP-protokollen er uløseligt forbundet med historien om det globale internet. Det hele startede med ARPANET-computernetværket i 1969, som forenede fire adskilte videnskabelige centre i USA.
ARPANET-netværket blev anerkendt som en lovende retning, og fik samme år sin egen server, som blev installeret på University of California, Los Angeles. Computerteknologien på den tid var langt fra moderne pc'er: terminalen, der betjener ARPANET, havde kun 12 kilobyte RAM.
I 1971 blev det første e-mail-program udviklet i USA. I 1973 var e-mail-teknologi blevet international, og der blev etableret kabelforbindelser mellem USA, Storbritannien og Norge. For at sende breve til den anden halvkugle blev et transatlantisk telefonkabel lagt langs havbunden brugt.
Indtil slutningen af 70'erne blev det globale informationsnetværk primært brugt til afsendelse og modtagelse af tekstbeskeder (breve) samt til reklameudsendelser og udgivelse af meddelelser i tekstform (uden grafik).
IP-protokollens fødselsdag anses for at være 1981, hvor RFC 791 endelig godkendte standarderne for dens drift. Før introduktionen af disse standarder blev unikke numre tildelt tilsluttede enheder og netværk vilkårligt - uden centraliseret kontrol, og siden 1981 er en enkelt global standard trådt i kraft, forståelig for computersystemer rundt om i verden.
I januar 1983 begyndte ARPANET at fungere over TCP/IP og etablerede navnet Internet, som stadig bruges i dag. Fra nu af behandles hver internetadresse automatisk og indeholder oplysninger om ejerens omtrentlige placering. Derfor har hver computer siden 1983 fået tildelt to adresser: digital og domæne.
Fordele ved TCP/IP
Introduceret i 1980'erne bruger IP 32 bit opdelt i fire otte-bit oktetter. Hver af dem vises i decimalform og er adskilt fra tilstødende oktetter med en prik.
Generelt ser en IP-adresse således ud: 127.23.89.100. De første tre informationsbit i IP-nummeret er defineret som adressens klasse: A, B, C. Hver af dem bruger sine egne oktetter i netværksidentifikatoren, hvilket reducerer det mulige antal værter i højere ordensklasser.
Fordelene ved at bruge TCP/IP-teknologi:
- Alsidig anvendelse.
- Evnen til at skabe links på tværs af platforme mellem heterogene netværk.
- Evne til at gentransmittere datapakker - forbindelsesorienteret.
- Forebyg netværksophobning, inklusive additiv/multiplikativ AIMD-reduktion.
- Detektering af fejl ved at beregne datakontrolsummer.
Den største fordel ved IP-switch er den globale distribution af netværket og fraværet af et enkelt kontrolcenter, der kan blive en flaskehals i systemet. IP er i sagens natur beskyttet mod overbelastning og bruger altid den maksimale båndbredde af netværkskommunikation.
Hidtil er der ingen alternativ erstatning for det. IP-skift er allestedsnærværende, ikke kun i computersystemer, men også i telefoni og tv.
Det er meget nemt at finde ud af IP - en gratis tjeneste vil løse dette problem på et sekund!
